I historien om Igimarasussussuaq lyder det, at han åd sine koner.
Undtagen den sidste, Masaannaaq, som formåede at flygte.
På Nuuk Kunstmuseum kan man netop nu opleve en bearbejdning af den makabre fortælling. Men i stedet for at fokusere på manden, viser hun Masaanaaqs perspektiv.
Det er et værk om frigørelse og modstandsdygtighed i mødet med traumer.
Kunstneren bag er Laakkuluk Williamson, som er grønlandsk inuk bosat i Iqaluit i Nunavut.
Hun er internationalt kendt for sin kunst. Men har aldrig udstillet i Grønland før nu.
Med udstillingen ’Nuliaminik Neqilik // The Flesh of Wives’, går en livslang drøm for performancekunstneren i opfyldelse.
– For mig er det en hjemkomst, siger Laakkuluk Williamson, da AG møder hende over en internetforbindelse et par dage efter ferniseringen.
– Det betyder meget for mig at bringe min kunst fra Iqaluit til min moders land. For jeg tror inderligt på, at inuit bliver stærkere, når vi er sammen og arbejder sammen, siger hun.
Nøgen udenfor i -30 grader
Værket om Masaannaaq er også produkt af en fælles indsats.
Omkring vintersolhverv sidste år, samlede Laakkuluk Williamson og udstillingens kurator Taqralik Partridge deres familier for at filme den video, der er en del af værket.
Her ser man Laakkuluk Williamson i rollen som Masaannaaq. Hun er nøgen, men iført lange bånd i lyserød, hvid, rød og lilla. Med langsomme bevægelser hæver hun sine arme op over hovedet. Som en advarsel og som en beskyttelse. Vinden tager i båndene. Hendes blik er sørgmodigt. Men også resolut. Hun spejder mod noget.
– Historien om Igimarasussussuaq har altid været i vores liv, siger Laakkuluk Williamson.
I processen med at skabe værket talte hun med familiemedlemmer om dens betydning.
– Med værket ville jeg trække historien fra hinanden, så den ikke fokuserede på kannibalen, men på kvinden som gjorde sig selv fri. Som måtte udvise stor styrke og vende sig på vrangen, bare for at få lov til at eksistere, siger Laakkuluk Williamson.
Det mener hun også rent bogstaveligt. Båndene, som hun bærer, har samme farve som vores kød.
På den måde er det et værk om at tage sin plads og fylde.
Laakkuluk Williamson griner ved tanken om den dag, de filmede videoen. For det var minus 30 grader udenfor.
– Jeg hyrede én til at klæde mig på og af. Personen reddede faktisk mit liv – for jeg fik ikke hypotermi, siger Laakkuluk Williamson og slår igen en latter op.
De filmede videoen hjemme hos Laakkuluk Williamson bag hendes hus i udkanten af Iqaluit. Alle deres børn var involverede: De var hjemme, og de spiste sammen.
– Det var så betydningsfuldt, og vi græd meget sammen. Det var et tungt emne, siger Laakkuluk Williamson.
Alligevel var jeres børn til stede – kan du sige noget mere om det?
– Det er en meget vigtig del af, hvordan vi inuit opdrager vores børn på. Vi viser dem hele livets spændvidde. Vi skjuler ikke, hvad der sker med os, hvad vi tænker eller hvad vi føler, siger Laakkuluk Williamson.
Det er ligesom med historien om Igimarasussussuaq, pointerer hun.
– Mange inuitfortællinger er uhyggelige og makabre, for at man som lytter skal forstå de mange muligheder, som livet rummer og kunne træffe en beslutning om, hvordan man vil leve sit eget liv.
Fortællinger som fundament
Laakkuluk Williamson voksede op iblandt historiefortællere.
Hendes mor, Karla Jessen Williamson, er fra Grønland og taler kalaallisut (grønlandsk), og hendes far, Robert Gordon Wiliamson, var fra England, men tilbragte en stor del af sit liv i det arktiske Canada og talte inuktitut.
De havde tilknytning til hver sin del af Arktis, og var en del af hver sin generation. Så hele deres ægteskab fortalte de hinanden historier fra deres liv, siger Laakkuluk Williamson.
De sammenlignede sprog, fortællinger og erfaringer. Nogle gange var der overlap. Andre gange var deres historier helt forskellige, fortæller hun.
– Det blev mit fundament for, hvem jeg er som inuk, siger Laakkuluk Williamson.
Hun voksede op i byen Saskatoon i Saskatchewan i det sydvestlige Canada. På trods af, at familien boede langt fra Grønland og fra Arktis i det hele taget, lærte hendes mor hende kalaallisut. Også Laakkuluk Williamsons tre børn taler sproget.
Hvorfor har det været vigtigt for dig at give dit modersmål videre?
– Fordi vi på trods af alting, så er inuit her stadig. Selvom man har forsøgt at fjerne vores identitet, kultur og sprog, så har vi holdt fast i hvem vi er.
Det var ikke kun sproget, som Laakkuluk Williamson lærte fra sin mor. Hun videregav også uaajeerneq (maskedans). Sammen med Maariu Olsen oplærte hun Laakkuluk Williamson.
– Maariu og min mor var to grønlændere, som boede i Saskatoon, af alle steder. Så de tilbragte meget tid sammen, siger Laakkuluk Williamson.
De kunne begge mærke, at Laakkuluk Williamson manglede noget, hun kunne holde fast i.
Laakkuluk Williamson var 13 år gammel, da hun begyndte at optræde sammen med sine læremestre. Da hun var 19 år gammel, var uaajeerneq’en hendes.
Der var der, hun begyndte at optræde med den på egen hånd. Det har hun gjort lige siden. Den udgør grundlaget for hendes kunstneriske praksis.
At lave grimasser
Allerede fra første gang hun optrådte med uaarjerneq, mærkede Laakkuluk Williamson den særlige kraft, der ligger i at gøre andre utilpasse.
– At gøre noget der var så in your face, så dristigt og så mærkeligt, det gav mig styrke og styrkede min selvfølelse, fortæller Laakkuluk Williamson.
Gennem sin praksis udforsker hun grænser.
– Hvad indebærer det at præsentere publikum for svære emner?, nævner hun som eksempel.
Hånd i hånd med temaer som frygt og seksualitet går også humor.
– Jeg elsker at få folk til at grine, og at finde måder at skabe samhørighed på, siger Laakkuluk Williamson.
Da der var reception på Nuuk Kunstmuseum var gæster mødt talstærkt op.
– Huset er fyldt! Jeg elsker det!, sagde Laakkuluk Williamson til receptionen.
Hun og Taqralik Partridge optrådte med strubesang. Laakkuluk Williamson igangsatte også en konkurrence, hvor præmien var et tørklæde fra den succesfulde tv-serie ’North of North’, som hun spiller med i.
Serien er skabt i meget af den samme ånd som hendes kunst, siger Laakkuluk Williamson.
– Iqaluit har langt fra lige så mange faciliteter som man har i andre canadiske byer, eller Nuuk for den sags skyld: Vi har ikke noget, der minder om Katuaq, siger Laakkuluk Williamson.
Byens museum er også meget småt, og støttemidlerne til kunstnere er få, forklarer hun.
– Vi har ikke de faciliteter, vi har brug for, men vi gør det alligevel. På grund af den forbindelse vi har til landet og til hinanden, er det, vi er i stand til at skabe, så stærkt.
Store og røde som sorgen
’Nuliaminik Neqilik’ består af videoprojektioner, et lydværk og en installation med forskellige objekter. Denne del af værket blev til efter et besøg på British Museum i London. I deres samling indgår grønlandske genstande; en kam, en nål og en dukke, som Laakkuluk har skabt overdimensionerede, blodrøde versioner af til udstillingen.
Historien bag er kraftfuld.
British Museum ville gerne samarbejde med hende omkring nogle af deres genstande. Men i praksis blev det besværligt. Der var for mange sikkerhedsprocedurer, der skulle følges.
– Så i stedet for, at objekterne forlod deres samling, ville jeg lave de her kopier, forklarer Laakkuluk Williamson.
Forbindelsen til historien om Masaannaaq er, at hun har efterladt sine personlige ejendele, da hun flygtede for at bevare sin frihed.
– De skulle være store, så vi kunne studere dem.
Men tilfældet ville, at den dag som Laakkuluk Williamson besøgte museet for at se på genstandene, var samme dag som Mette Frederiksen kom til Nuuk for at sige undskyld i spiralsagen den 24. september 2025.
Blandt kvinderne som fik spiral uden samtykke var Laakkuluk Williamsons moster.
– Dagen var så tung. Man kunne mærke melankolien komme fra objekterne på museet, siger Laakkuluk Williamson, som fulgte med på livetransmitteringen fra museet.
– Det er derfor, de er så store og så røde. På grund af størrelsen på sorgen.
De elskendes ø
På Nuuk Kunstmuseum er også andre af Laakkuluk Williamsons værker udstillet. Man kan blandt andet opleve installationen ’Nannuppugut!’ 2021, som blev premieret med den prestigefyldte, canadiske kunstpris Sobey Art Award.
Installationen består oprindeligt af et isbjørneskind med en videoprojektion af Laakkuluk Williamson der optræder med trommedans for at hylde isbjørnens sjæl. Til udstillingen på Nuuk Kunstmuseum er der skabt en kopi af skindet i bomuldscanvas.
I forbindelse med tildeling udtalte Sobey Art Award-juryen blandt andet:
“Her works invite us to share in a world abundant with possibility infused with the interconnections of land, family, community and cultural knowledge.“
Hvordan den verden kunne se ud, giver hun et bud på i VR-videoværket ’Tartupaluk’, som havde premiere på Nuuk International Film Festival i år og som man også kan opleve på udstillingen.
Iført et par virtual reality-briller bliver man taget med til et utopisk sted.
– Det er en opfundet republik af elskende, som befinder sig på et virkeligt sted, siger Laakkuluk Williamson, som selv optræder i filmen. Blandt andet som øens præsident.
Den er filmet på øen Tartupaluk (Hans ø), som ligger i det smalle stræde mellem Canada og Grønland.
Begge nationer bragte soldater til øen for at udkæmpe en såkaldt ”gentleman’s war”.
– Ved du hvem der bragte soldaterne dertil? Inuit, selvfølgelig. For hvem kan bedre finde vej på deres jord, end inuit selv?, siger Laakkuluk Williamson.
Tartupaluk, som Laakkuluk Williamson forestiller sig det, er et sted uden landegrænser.
– Fordi inuitkultur og -sprog spænder over Sibirien, Alaska, Canada og Grønland. Men vi er blevet spredt fra hinanden.
Men for et øjeblik, mens man har VR-brillerne på og betragter Tartupaluk, så ser tingene anderledes ud:
– Jeg elsker at tænke på den her lille bitte ø med al den storhed omkring sig, siger Laakkuluk Williamson.
