Han mærker det stadig, når han taler om det.
Ikke smerten –
den har lagt sig som en skygge, der ikke længere flytter sig – men ventetiden.
Den langsomme, næsten seje fornemmelse af at være sat på pause, mens verden
fortsætter omkring én.
Det begyndte med en træthed, der ikke lignede almindelig
træthed. En mathed, der satte sig i kroppen og ikke ville slippe Justus Hansens
krop. I Tasiilaq findes der ingen scanner; man tager blodprøver og håber på, at
tallene fortæller en historie, man kan handle på. Men tallene blev ved med at
være forkerte. Infektionstallene for høje. De hvide blodlegemer også. Først en
penicillinkur, så nye prøver – og stadig den samme uro under tallene.
– Fornemmelsen i kroppen var forkert, og tallene i
blodprøverne blev ved med at pege i en retning, ingen rigtig ville sige højt,
kommer det stille fra Demokraternes mand i Tasiilaq.
Heldigvis for Justus var lægerne enige, at han skulle til
Nuuk, hvor han blev CT-scannet. Indtil da havde trætheden været diffus, noget
man kunne tale udenom. Nu fik den et navn. Tumor. Ordet blev hængende i rummet,
som om luften ændrede vægt.
– Bare at høre ordet tumor og kræft, siger Justus Hansen
stille og fortsætter i samme toneleje:
– Der brændte min verden sammen.
Scanningerne viste en knude på 14 x 14 centimeter ved
leveren og den højre binyre. Men selv med billederne sort på hvidt fulgte ingen
klarhed. I stedet begyndte månederne at glide forbi i konferencer, henvisninger
og nye vurderinger. Fire læger. Fire bud. Tre måneder, hvor han levede i et
ingenmandsland mellem håb og afsked – uden at vide, hvilken side han befandt
sig på.
Det var i den periode, at en anden form for ventetid trådte
frem. Ikke den medicinske, men den administrative. I Nuuk boede han privat og
ikke på patienthotellet, og derfor gled han i perioder uden om de faste møder,
hvor patienterne blev fordelt og prioriteret.
– De glemte mig. Det var i hvert fald min følelse, siger han
nøgternt.
Han fortæller det uden vrede, mere som en konstatering.
Derfor begyndte han at møde op. To gange om dagen. Klokken ti. Klokken to.
– Jeg stod bare der og sagde: “Hallo – jeg er her stadig.”
Til sidst kom henvisningen til Rigshospitalet, hvor jeg
hurtigt kom ind på operationsbordet. Operationen varede seks-syv timer.
Kirurgerne åbnede fra brystben til navle og tværs ind over siden. Da de
fjernede tumoren, var den vokset yderligere.
Men selv om indgrebet var voldsomt, var det dagene bagefter,
der for alvor satte sig fast i ham. Kroppen reagerede ikke, som den skulle. Han
blev kørt til røntgen hver fjerde time. Lamperne i loftet gled forbi i gentagne
sekvenser. Vægten faldt. Tiden blev målt i kritiske intervaller på 24 og 48
timer.
– Man mister lidt grebet om sig selv, siger han.
Alligevel var det ikke selve snittet eller komplikationerne,
der ramte ham hårdest. Det var øjeblikket bagefter, hvor han oplevede, at de
familiemæssige roller var byttet om.
– Det var grænseoverskridende, at min egen søn kørte mig
rundt i rullestol.
Han siger det stille. For sygdommen lærte ham ikke kun noget
om kroppen, men også om afstande.
I Tasiilaq findes der ingen scanner. Kun blodprøver og
ventetid. Han insisterede selv på at blive sendt videre, mødte op i Nuuk og
mindede systemet om, at han stadig var der.
– Hvis jeg ikke havde stået der…
Tiden skal ikke stå i vejen for mine drømme. Når mulighederne er der, så tager jeg dem
– Så ved jeg ikke, hvor lang tid der var gået.
For Justus blev det en form for anskuelsesundervisning i
det, han i årevis har kæmpet for: at vilkårene ikke må afhænge af, om man bor i
en stor by, eller om man har kræfterne til at banke på de rigtige døre. Ulighed
i Grønland er ikke kun et tal i en rapport. Den har en geografi. Og den mærkes
i kroppen.
Fjorden som skole
Når Justus Hansen begynder at fortælle om sin barndom i
Tasiilaq, kan man høre det på ham. Stemmen bliver lysere, tempoet en anelse
hurtigere, som om minderne stadig bevæger sig med vinden fra fjorden.
Landskabet dukker op mellem sætningerne – vandet, bådene, lyset – og med det en
barndom, hvor frihed og ansvar hang tæt sammen.
– Vi kunne underholde os selv. Vi gik ture eller sejlede,
siger han.
Det var en barndom, hvor verden ikke kom gennem en skærm,
men gennem vind i ansigtet og saltvand på hænderne – og hvor friheden altid
fulgtes af et ansvar, man lærte at bære tidligt.
Som 12-årig sejlede han alene ind i fjorden i sin onkels
båd. Der var torsk i vandet og sommerdage, hvor han og en fætter fiskede, skar
og gjorde klar til salg. De tjente penge, men lærte noget andet samtidig – om
arbejde, rytme og fællesskab. Det blev ikke kaldt dannelse, men det vil man nok
kalde det i dag.
Arbejdet fortsatte på land. Faren var dansk tømrermester, og
hjemme lå hammer og søm lige så naturligt som skolebøgerne. De byggede deres
eget hus i Tasiilaq, og Justus bar materialer, stod på taget med papsøm og
lærte, hvordan en væg rejser sig, og et hjem tager form.
– Siden jeg var helt lille, har jeg altid arbejdet i
sommerferien, siger han.
Når han sammenligner med i dag, gør han det uden at
romantisere. Børn i Tasiilaq lever i en anden virkelighed nu – med internet,
telefoner og en langt større tilgængelighed til verden udenfor. Friheden er
anderledes, men også mere overvåget, mindre fysisk.
– Det er svært nu til dags, siger han om at få unge til at
tage sommerarbejde.
– Det er ikke lige til.
Alligevel ligger der en stolthed under ordene. En bevidsthed
om at komme fra et sted, hvor man lærte at klare sig med det, der var – og
netop derfor lærte at få noget til at vokse ud af næsten ingenting.
Dobbeltheden som drivkraft
Justus er årgang 1968. Dansk far. Grønlandsk mor. Allerede
som barn mærker han, at identitet ikke bare er noget, man siger, men noget, der
kan sætte sig i kroppen, når andre peger.
– Jeg gik i den udvidede klasse, hvor hovedparten af
eleverne havde en dansk baggrund, forklarer han.
Der var blikke og drillerier i skolegården, episoder han
ikke ønsker at dramatisere, men heller ikke vil bagatellisere.
– Der var altid nogen, der skulle prikke til én. Jeg er
opvokset med at slås for min ret.
Samtidig understreger han, at Østgrønland historisk har
været nødt til at være mere åben over for dem, der kom udefra. Lærere,
telegrafister og købmænd var en del af hverdagen, og forskellighed var ikke et
valg, men en forudsætning.
– Vi er nødt til at omfavne det, der kommer udefra og
hjælper vores samfund.
Det betyder ikke, at alt var harmonisk, men dobbeltheden
blev ikke den samme hårde skillelinje, som mange har oplevet andre steder.
Alligevel voksede en anden erfaring frem: følelsen af, at øst altid lå lidt på
kanten af det, der blev besluttet i vest.
– Når man sidder derovre og føler sig isoleret, så er det
nemt at pege mod vest, siger han.
Den følelse – af at være langt fra beslutningerne og tæt på
konsekvenserne – lagde sig tidligt i ham og blev senere en politisk drivkraft
for ham. Ikke som vrede, men som en vilje til at sikre, at Østgrønland ikke kun
bliver omtalt, men også hørt.
I 1982 – som 14-årig og nykonfirmeret – flyttede familien
permanent til Danmark. Først i oktober 1993 vendte han tilbage til Tasiilaq. I
de mellemliggende år blev han uddannet mekaniker og kastede sig helhjertet over
håndbolden, hvor han stod mål i Sengeløse, Høje Taastrup og Valby.
En dag stod den daværende landstræner, Leif Mikkelsen, på
sidelinjen. Han havde lagt mærke til Justus’ bevægelighed i målet og spurgte,
om han kunne tænke sig at spille for den københavnske topklub, Ajax.
– Jeg blev smigret. Det var jo en kæmpe anerkendelse, siger
han.
Alligevel sagde han nej. Fællesskabet betød mere end
ambitionen. Senere har han ærgret sig over, at han ikke tog chancen.
– Jeg kunne jo altid have prøvet mig selv af.
Den erfaring bar han med sig, da Demokraterne spurgte, om
han ville stille op som kandidat. Denne gang sagde han ja.
– Muligheden skulle afprøves. Man kan altid trække sig igen,
kommer det fra en af de erfarne medlemmer af Demokraternes landstingsgruppe.
Det gjorde han som bekendt ikke. Siden 2008 har han været
aktiv i politik – enten i kommunalbestyrelsen eller Inatsisartut.
Stemmen fra øst
I dag taler Justus, som om han altid er på vej videre – fra
møde til møde, fra udvalg til samling. Men midt i tempoet er hans ærinde det
samme: at få Østgrønland hørt.
For ham består en stor del af arbejdet i at forklare
vilkårene derhjemme for hans politiske kolleger, som sjældent selv har stået i
dem.
– Mange af dem kender det ikke reelt, siger han.
Det handler ikke om at skabe en øst-vest-konflikt,
understreger han, men om at udligne forskelle. I et land, hvor beslutningerne
ofte træffes i de større byer, risikerer øst at blive et sted, man har
holdninger til – uden at kende hverdagen.
Han peger på sproget som et eksempel. Da hans børn gik på
GUX i Sisimiut, fik de at vide, at de ikke skulle tale østgrønlandsk i byen.
– Altså, hvad fanden, udbryder han og supplerer:
– Det er jo sådan nogle ting, vi slås med som
østgrønlændere.
Samtidig skal elever i øst lære vestgrønlandsk i
folkeskolen, mens det ikke gælder den anden vej, at vestgrønlændere skal
introduceres til det østgrønlandske sprog.
– Det er ikke dramatisk i sig selv, siger han, men det siger
noget om, hvilken vej tilpasningen går.
Ifølge ham er der også de særlige restriktioner i
yderdistrikterne, blandt andet alkoholforbud, som ifølge ham hviler på en
antagelse om, at man “ikke kan styre sig”. Problemerne findes overalt i
Grønland, påpeger han, men stemplingen rammer bestemte postnumre hårdere end
andre.
– Så snart der står 3913 (Tasiilaq, red.), så er medierne
klar, mener han
– Det sender jo et signal, at man ser os gennem en bestemt
linse.
Fraværets regnskab
Der er en pris for at repræsentere et sted, der ligger langt
fra magtens centrum. Den betales ikke kun i rejsetimer, men i fravær.
Justus har forsøgt at samle møderne, planlægge bedre, presse
kalenderen, så han kan være mere hjemme. Alligevel ender regnestykket højt.
– Det er lidt over seks måneder, hvor jeg ikke opholder mig
i Tasiilaq, siger han.
Det betyder fødselsdage, han ikke deltager i. Mærkedage, han
følger på afstand. En hverdag, hvor man kan se lagkagen på et billede, men ikke
dufte den.
– Bare at kunne følge med på Facebook eller FaceTime … det
er udfordrende.
Han og hans kone har holdt sammen i 27 år, fortæller han, og
hver gang han stiller op igen, bliver hun spurgt, om det er okay.
– Hun ved jo også godt, at mit hjerte brænder for politik.
Tre af børnene bor i dag i Nuuk, den yngste går på
efterskole i Danmark. Og han erkender, at et liv i politik langsomt kan flytte
ens tyngdepunkt, uden at man helt opdager det.
Og oven i det hele ligger sygdommen som en stille
baggrundstone – kontrollerne, rejserne, de små mentale alarmklokker, der kan
ringe uden varsel.
Drømmene skal leves nu
Med sygdommen har han på den hårde måde lært at måle livet i
intervaller. Tre måneder. Næste scanning på Rigshospitalet i København. Næste
samling i Nuuk. Næste fly til en nordisk by, der holder et Nordisk
Råds-session. Næste møde … og næste farvel. Og så videre.
Og alligevel siger han, så prøver han at leve modsat: ikke
at udsætte ens drømme, bare fordi kalenderen er fuld.
– Tiden skal ikke stå i vejen for mine drømme. Når
mulighederne er der, så tager jeg dem.
Måske er det også derfor, han i efteråret tog af sted sammen
med en kammerat til Old Trafford for at se sit hold, Manchester United. En
drøm, han har båret med sig i næsten 50 år, siden han som dreng blev fan af de
rødblusede djævle.
Han husker øjeblikket, da han gik gennem tunnellen og ud mod
den berømte græsplæne – ikke som spiller, men som tilskuer.
– Jeg må erkende, at jeg græd som et lille barn, da jeg gik
igennem tunnelen og så de vældige tribuner. Det var virkelig specielt, siger
han, efter at han har set Drømmenes Teater, som Old Trafford også blive kaldt,
så mange gange på tv.
I slutningen af samtalen via Messenger, falder lyden ud, og
pludselig hører jeg Justus’ stemme igen:
– Hallo, siger han og tilføjer:
– Jeg er her stadig.
Det er måske også den sætning, der bedst forklarer hans
politik. Ikke som ideologi, men som insisteren på, at Østgrønland ikke kun er
et postnummer. Ikke kun en historie i medierne – eller et sted på kanten. Her
bor der mennesker med familier, der taler deres sprog,
Og en mand, der pakker sin kuffert igen – ikke fordi han
ikke vil være hjemme, men fordi han stadig tror på, at hjemmet kan blive hørt.
