Inuuteq Storch drømmer om et fotomuseum.
Et sted, hvor man kan indlevere sine familiebilleder, få dem scannet og gemt, så andre kan se dem og lære om det sted og den tid, de er taget i.
Fotografier er nemlig vigtige for vores samfund, mener Inuuteq Storch.
– Fotografier fortæller, hvordan samfundet har det, siger han.
Han er fotograf og har de seneste år fået stor international opmærksomhed. I 2024 repræsenterede han Danmark ved Venedig Biennalen, hans værker er blevet indkøbt af store kunstinstitutioner og bliver udstillet flere steder netop nu.
Blandt andet på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg, hvor Inuuteq Storchs fotografier pryder væggene i seks forskellige rum. Udstillingen er kurateret som en fotobog: Hvert rum er som et kapitel i Inuuteq Storchs liv med fotografiet. Vi er mødtes i museumscafeen for at bladre de kapitler igennem sammen.
En kærlighedserklæring


I et af rummene på Kunsten kan man opleve fotoserien ’What If You Were My Sabine’. Det er en blanding af sort-hvide og farvefotografier: En mand, der trækker ned i trøjen for at vise sin tatovering på brystet. Tankstationen KAMIK oplyst af gadelamper. En lille hund. Blok 7. Snefnug. Billederne er taget i Nuuk og indeholder en personlig fortælling.
– Det er en kærlighedserklæring til én person, og en kærlighedserklæring til sin egen kultur, fortæller Inuuteq Storch, da vi mødes på museet.
Jeg har bedt ham om at beskrive fotoserien, der ikke er blevet vist andre steder før.
– Jeg er vokset op uden at kende mig selv eller min kultur, fordi vores skolesystem prioriterede det europæiske, siger Inuuteq Storch.
Han er født i Sisimiut. Som ung drømte han og hans venner om at rejse væk.
– Vi tænkte, at vi ville få et bedre liv uden for Grønland. Men det er jo ikke rigtigt, ræsonnerer fotografen, der har boet i Danmark og USA, men i dag er vendt tilbage til Grønland.
– Man rejser ud, og så finder man ud af, hvor godt man har det derhjemme – og hvor lidt man kender sig selv.
Vil skabe en fotokultur
Den første fotoserie, som Inuuteq Storch lavede, er han stadig ikke færdig med. Den har netop titlen ‘At Home We Belong’.
Ideen er, at det allerførste billede i serien skal være helt hvidt og det sidste billede i serien skal være helt mørkt, forklarer han. Billederne bliver altså mørkere og har gradvist flere tekniske fejl. Støvkorn og det, der ligner en sjusket fremkaldelse, er bevidste kunstneriske greb.
– Som om vi er lige ved at miste vores sjæl, siger Inuuteq Storch.
Som 21-årig flyttede Inuuteq Storch til København for at gå på fotoskolen Fatamorgana, en etårig fotouddannelse. Egentlig havde han set det som en sabbatårsting, et år til at dyrke sin hobby, inden han skulle uddanne sig til pilot eller ingeniør.
Men så gik det op for ham, at Grønland ikke havde sin egen fotokultur. Han besluttede sig for at tage det ansvar på sig.
– Jeg tænkte, at for at få gode fotografer, så skal der allerede være gode fotografer, siger Inuuteq Storch.

For at være med til at skabe den synlighed, udgav Inuuteq Storch for et par år siden fotobogen ’Mirrored’ med portrætter taget af fotograf John Møller mellem 1889-1935.
Inuuteq Storch beskriver ham som en mesterlig fotograf, men selv stødte han på hans fotografier ved et tilfælde på Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv). Det er et eksempel på det problem, han peger på: At der er så meget af vores egen kultur, som vi ikke kender til.
– Det gør virkelig ondt, at vi ikke ved noget om John Møllers billeder. Han er Grønlands første fotograf, og bedre end alle andre. Han var så teknisk dygtig, og hans motiver er så perfekte. Men vi ved ikke, hvem han er.

Familiebilleder er de bedste
Inuuteq Storch har også udgivet fotobøger med sin families fotografier.
– Familiebilleder er de bedste billeder, siger han.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi har bøger i gemmeren, fordi man kan vise dem til de unge. Det er sådan, vi har levet, og det er sådan, vi har taget billeder, siger han i en video som blev optaget, da han modtog Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat 2026 og blev præmieret med 400.000 kroner for sin særlige indsats og engagement i kunstverdenen.
Tildelingen blev motiveret således:
“Inuuteq Stoch bryder med de klassiske, danske narrativer og stereotype blik, der historisk har præget fotografiske skildringer af landet – og han gør i sine værker op med koloniale magtstrukturer og præciserer retten til selv at fortælle sin historie.”
Der er god grund til at kigge nærmere på de fotografier, vi selv har liggende hjemme i kasser og skuffer, mener Inuuteq Storch. For han ved, der ligger guld iblandt: fotografer, som vi bare mangler at kende til.
– Min mor tog virkelig mange billeder, da jeg var barn. Min far tog virkelig mange billeder, da han var ung. Derfor kan jeg regne ud, at der ligger virkelig meget godt fotografi hjemme i familierne, siger han.


Og hvordan går det så med målsætningen om at skabe en fotokultur?
– Det går godt … håber jeg, siger Inuuteq Storch og fremhæver flere unge fotografer.
Han nævner Silas Brøns, Nûnu Godtfredsen, Nina Kristoffersen, Gaba Lynge og Inuuteq Kriegel i flæng.
Hvad siger de om, at du kommer ud med dine billeder så mange steder?
– Det taler vi ikke om, når vi er sammen, siger Inuuteq Storch og griner lidt.


– Vi hænger bare ud som venner.
Han er ikke nogen lærerfigur, siger han.
Tværtom.
– Det er mig, der er den fjollede.
Fotobøger kan man transportere
’What If You Were My Sabine’ er også udkommet som fotobog. En lyserød sag med forord af musikeren Naja P, som også er en af Inuuteq Storchs venner. Snart udkommer endnu en, med billederne fra fotoserien ’Swing by at 14:14’.
For Inuuteq Storch er det vigtigt at lave fotobøger, fordi de er transporterbare.
– Når jeg laver en udstilling her i Aalborg, der handler om mit hjem, så er der virkelig få hjemmefra, der kan se den, siger Inuuteq Storch.
Hvis han laver en bog, forklarer han, så kan alle købe én.
– Den er nemmere at give til samfundet i Grønland.
Med Inuuteq Storch kommer vi med hjem til nogen til middag. Vi ser nogen, som ligger i sengen. To mennesker, der holder om hinanden. Billederne har en særlig intimitet, fordi de ofte er taget i private og sociale situationer.
Det får mig til at spørge, hvad vennerne på billedet siger til at blive vist på udstillinger verden over.
Ikke det store, lader det til. De går mere op i at få det print af billedet, som han har lovet dem.
Inuuteq Storch har det med at få venner de steder, hans kunst bringer ham hen.

– Jeg har virkelig mange venner, siger han.
Ofte er det dem, som han fotograferer. Men sådan har det ikke altid været. Efter et udlandsophold syntes han, at det var svært at tage billeder af dem, han kendte.
Inuuteq Storch studerede et år i New York på IPC (International Center for Photography). Han elskede New York, især at gå på opdagelse i al den forskellige slags mad, man kan få i byen. Men en dag satte han vækkeuret til før solen stod op, fordi han savnede naturen i Grønland så meget. At se solens morgenstråler indtage byen, var det tætteste, han kunne komme.
Mere succes og mere hjemmetid
De seneste år har været travle for Inuuteq Storch.
– Det er en god ting. Det er jo det, man gerne vil have, når man er kunstner, siger Inuuteq Storch.

Siden han repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen, har han været tilknyttet et galleri i København, som også udstiller nogle af hans billeder netop nu. Galleriet tager sig af det praktiske, og det har skabt mere fritid og mindre rejseaktivitet for Inuuteq Storch.
Som mange andre kunstnere har Inuuteq Storch gennem tiden haft arbejde ved siden af sit kunstneriske virke; som pædagogmedhjælper, i sportshallen og i sin fars konditori. Men i dag kan han leve af sin kunst.
Hvad betyder det for dig?
– Det betyder, at jeg kan være mere koncentreret – og bruge mere tid hjemme, siger Inuuteq Storch og kommer med en lille tilføjelse:


– … og så lidt Fortnite (computerspil, red), siger han og griner.
Hvad betyder det for dig at være mere hjemme?
– Har du prøvet at være hjemme, svarer Inuuteq Storch hurtigt tilbage og tilføjer:
– Er det ikke mega dejligt? Lige præcis på grund af dét, siger han, og er tro mod de ord, han ofte beskriver sig selv med:
”Forever homeboy”.
Sov med solbriller
I 2009, da Inuuteq Storch var 19 år og gik på HHX, lavede han sin første soloudstilling med titlen ’When Nothing Becomes The Key for Everything’ i kulturhuset Taseralik i Sisimiut.
Billederne blev taget med et Nikon D40-spejlreflekskamera med 6.1 megapixel, som han havde købt af sin ven og blev printet hos Vistaprint. Meget er sket siden dengang.
Hvad tror du, at 19-årige Inuuteq ville sige til alt det, du har opnået i dag?
– Han ville glædes over det og sige, at jeg var heldig, siger Inuuteq Storch, før han korrigerer sig selv:

– Men man er jo ikke heldig, når man selv har lavet det. Det har en af mine lærere altid sagt til mig. Man har virkeligt arbejdet for det, så man har også ansvaret.
Efter vores samtale viser Inuuteq Storch rundt på udstillingen for interesserede museumsgæster. Han viser rundt i et rum med billeder, han har taget i Qaanaaq. Serien har titlen ‘Soon Will Summer Be Over’.
Han fortæller om dem, der er på billederne. Om Hans, Josef og Ataraaq. Og om solen, der skinner og skinner, når det er sommer.
– Jeg var nødt til at sove med solbriller en nat, siger han og får museumsgæsterne til at le.












